Påtale i Dagbladet Information weekendudgaven den 6.-7. august 2005 

 

Alt er ved det gamle

Læsning

Kjeld Kjertmann

Det må være svært for offentligheden at forstå at problemerne med danske børns læseniveau fortsætter uden udsigt til en snarlig bedring af situationen.  Ifølge den seneste undersøgelse nærmer andelen af en ungdomsårgang der ikke får en kompetencegivende uddannelse, sig nu en fjerdedel. Så man forstår godt undervisningsministerens ønske at gøre noget drastisk for at ændre denne helt uacceptable situation for både den enkelte og for samfundet.

                      Og hvad gør ministeren så? Han nedsætter et læseudvalg. Og hvem vælger han til det udvalg?  Såmænd to af de læsefaglige personer som gennem det sidste årti har haft størst indflydelse på den danske læsepædagogiske linje, nemlig Carsten Elbro og Jørgen Frost, og så Mogens Jansens som har været på banen de sidste 30 år. Ingen har mere end dem været med til at lægge linjen i den danske læseundervisning. I stedet for at sætte dem i forvaring anklaget for et stort medansvar for de nuværende tingenes sørgelige tilstand, beder ministeren dem nu om at bringe inspirerende nytænkning ind i den danske skriftsprogsopdragelse! Hvordan skulle de dog kunne det? Carsten Elbro synger videre på den ensformige strofe han har sunget lige så længe han har været landets eneste professor i læsning. Og den sang strammede han om muligt yderligere op her i Information den 2. august ved at tale om ’en stringent lydmetode’ uden det ’supermarked hvor man tager lidt af det hele’.

Det må undre såre at Carsten Elbro og andre fortalere for en ’stringent lydmetode’ fortsat kan fastholde et syn på læseindlæring som en rent teknisk proces der foregår i skolen, isoleret fra hvad der i øvrigt sker i samfundet. Men hvad er der sket i samfundet af betydning for læsepædagogikken de sidste ti år? Såmænd at vi er blevet et højteknologisk videnssamfund hvor al uddannelse og produktion er blevet skriftliggjort, så det i dag for første gang i historien blevet en social overlevelsesbetingelse at kunne læse og skrive. Vores dagligdag bugner af bøger og blade, og børn vokser op med skriftsprog omkring sig fra morgen til aften og er omgivet af mennesker der kan læse og skrive.

Alligevel underviser vi stadig i læsning som om skriftsproget var et fremmedsprog. Som om skriftsproget ikke blev brugt i det land barnet vokser op i. Som om ingen omkring barnet kendte til det og beherskede det. Som om det var et sprog kun særligt uddannede forstod og beherskede og kunne hjælpe barnet i gang med. Kort sagt som for 250 år siden i Danmark og som i ulandene i dag hvor barnets familie ikke kan hjælpe, og skriftsproget ikke spiller nogen rolle i lokalsamfundet. Her er skolen den eneste mulige kilde til udbredelse af skriftsproget.  

                      Men vi er ikke et uland, og vi lever ikke på Holbergs tid. Vi må væk fra de gamle teser at læsetilegnelse kun er en sag for skolen, og at kun særligt læsesagkyndige kan hjælpe børn i gang med læsning. Vi kan ikke fortsat møde tidens store sociokulturelle forandringer på skriftsprogsområdet med en helt urimelig sprogvidenskabeliggørelse af den første læseindlæring så forældre og andre voksne omkring barnet tror at de skal vide en hel masse om forholdet mellem skriftsystem og lydsystem for at kunne læse og skrive sammen med deres barn i uformelle situationer. Det er på den måde nogle børn har lært at læse hjemme før skolestarten: uden systematisk undervisning af skriftkloge eksperter, men i afslappet socialt samvær med forældrene om emner der indbyder til skriftsproglige iagttagelser og aktiviteter.

Det kan Carsten Elbro læse om i litteratur fra den etnografiske læseforskning, heriblandt min egen forskning. Men den interesserer ham ikke, for den anses for uvidenskabelig både herhjemme og i udlandet og har derfor ikke regeringernes interesse, præcis som vi også ser det i sammensætningen af det nye læseudvalg.