1. Barnets første nøgle til skriftsproget

Jo tidligere barnet kan skelne mellem hvordan vi taler om en genstand, og hvordan vi taler om det skrevne ord for genstanden, jo bedre. Vi siger fx Hvad er det? og Det er en elefant, når vi taler om billedet i bogen eller dyret i Zoo. Mens vi siger Hvad står der dér? og Dér står der elefant, når vi taler om det skrevne ord elefant. Hvis barnet tidligt lærer hvordan skrift i omgivelserne ser ud, og lærer at tale om den og spørge om den, er grundlaget lagt for barnets egen udforskning af skriftsproget - i modsætning til børn, som ikke har fået identificeret skriften visuelt og ikke har sprognøglen til at spørge de voksne om skriften.

Alder 1œ - 2/3 år.

Bog med ét billede af genstande eller dyr på den ene side og det tilhørende skriftbillede tydeligt og centralt på modsatte side. Fx billedet af en elefant og ordet elefant.

Barnet er placeret så det let kan følge med i bogen (medlæsning).

A. Den voksne har bladet op på en side og peger på billedet på venstre side:

- Se, der er et hus!

Peger derefter på ordet på højre side:

- Og se, der står der hus!

Dette gentages for hvert opslag, suppleret med samtale og kommentarer om billederne.

B. Varieres med (når der peges på billedet af en hund):

• Er dét en elefant?

Peger på ordet ?hund?:

- Står der ?bil??

C. På et tidspunkt (måske samme dag, måske senere) skiftes der til Hvad og Hvor-spørgsmål:

• Hvad er det? (peger på billedet)

• Hvad står der dér? (peger på ordet)

Dette er de to centrale spørgsmål barnet selv skal lære at stille og derfor høre mange gange.

D. Efter flere gennemlæsninger, prøv at lukke bogen og spørge:

- vor er der en hund?

Hvor er der en hund?

Barnet blader igennem og peger formentlig på billedet.

• Ja, det er en hund.

Voksne peger nu på ordet og spørger:

• Hvad står der dér?

(Her vil barnet formentlig sige hund). Voksne:

• Ja, dér står der hund.

E. Som sidste skridt lukkes bogen, og man spørger barnet:

- Hvor er der en ??

- Hvor står der ??

(Barnet blader. Hvis dét skridt er for svært, gentages i stedet tidligere fremgangsmåder).

Der byttes roller, barnet opfordres til slå op i bogen, pege og spørge den voksne:

- Hvad er dét? (ae det?)

- Hvad står der dér? (a dår der?)

Sådanne udtaler brugt rigtigt viser, at barnet har forstået forskellen.

2. Ordkort - hvorfor og hvordan?

Det talte sprog forsvinder ud i den blå luft. Men det flygtige talesprog kan også have en håndgribelig fysisk form, som det lille barn kan se på og røre ved, flytte rundt på og gemme væk, lege med og kramme og kæle. Kortet mor skrevet tydeligt med sort tus skal ingen komme og tage fra Lise, når mor er længe på arbejde, for så er det trygt at have kortet på sig og give et lille kram. Hvis Lise har flere kort, kan hun tale med den voksne om ens bogstaver i forskellige ord. Og hun kan spille Hvem får flest? med mormor, hvor man må beholde begge kort, hvis det man har i hånden er det samme som det man tog fra bordet. Man skal bare huske hvor de ligger, for de er jo vendt om. Ordkort appellerer til små børns visuelle og sensomotoriske tilgang til omverdenen og gør det muligt at rette den fælles opmærksomhed mod sproget under bilturen, i sommerhuset, under hyggelege hjemme og samtalen om et spændende emne.

Alder 1œ - 3/4 år.

Erfaringsmæssigt er kartonkort 5x15 cm praktiske som ordkort fordi de kan være i lommen, og med et ensartet format kan de bruges i kortspil. De kan købes hos www.legeskolen.dk

Skriv med en sort tus. Bogstaverne skal være enkeltstående, trykte bogstaver 2-3 cm høje. Skriv de runde version af a, g, æ og å og ikke de krøllede som fx her i Times New Roman. Benyt den normale fordeling af store og små bogstaver. Ikke kun de store. Lad barnet kigge med, imens du skriver fra venstre mod højre og samtidig udtaler ordet (ikke bogstaverne! De kommer ved andre lejligheder). Små børn elsker at se ordet blive født for deres øjne. Barnets kort kan gemmes i et krus, en æske eller lignende.

1. Som en begyndelse skriv navne på kendte og kære personer: barnets eget navn, mor, far, navne på søskende, kæledyr og familiebetegnelser mormor, farmor, osv.

2. Derefter er princippet at det er ord som her og nu optager barnet der skrives. Barnet peger på en lampe og prøver at udtale ordet: Ja, rigtigt, Det er en LAMPE, Skal jeg skrive det til dig? Skrives og udtales. Vil du have LAMPE? Barnet får kortet. Når I har talt sammen om et spændende dyr: Skal jeg skrive det til dig? osv. (Forskning viser at skriftsprog og talesprog gensidigt understøtter hinanden under sprogtilegnelsen).

3. Barnet får sine egne uskrevne kort. Så kan det selv komme til den voksne med et kort og bede om at få et ord skrevet.

4. Tag ordkort med på bilturen. Alt efter alder og interesse vil barnet kunne hygge sig med dem på bagsædet. Opfind selv regler for små, lette spil. Fx at man får fire kort hver. Modspilleren ser hvilke kort man har, og dem gælder det om at huske. Man skal så på skift gætte hvilket kort den anden nu har valgt at tage frem. Hvis man gætter rigtigt får man kortet. Hvem har flest kort når æggeuret ringer efter ét minut? Eller man taler om hvilke byer man skal køre igennem på dagens rute. De skrives så ned på hvert sit kort: Silkeborg, Herning, Ikast. Hvem ser først et skilt med byens navn og siger navnet rigtigt? Vedkommende får kortet. Osv.

5. Når man i sommerhuset kommer tilbage efter en tur, kan man tale om hvad man så i skoven, i vandet, på stranden og skrive ordene på kort, hvis barnet er interesseret. På den måde bliver ordæsken også et værdifuldt erindringsskrin for barnet. Når et ordkort senere tages frem, vil barnet huske på den oplevelse, der førte til at kortet blev skrevet.

6. Hvis man skriver dubletter af en række kort, har man et sæt spillekort til Hvem får flest? Læg dem omvendt på bordet. To spillere tager på skift hver et kort op. Det gælder nu om næste gang at vælge et kort fra bordet som er identisk med det man har i hånden. Er det ikke det, lægges det ned igen. Så man skal huske hvor de forskellige kort ligger. Hver gang man har to ens, beholder man dem. Dem der så har flest kort, når bordet er tomt, har vundet.

3. Læselegen

Ved oplæsning skal børn altid sidde så de let kan følge med i bogen. Den måde den voksne taler eller ikke taler med barnet på om bogen, får betydning for barnets egen læsemåde. Derfor er det vigtigt ikke at læse monologisk uden mulighed for barnet til at reflektere og kommentere undervejs. Læs derimod dialogisk, dvs. inddrag barnet, så det vænnes til at tage stilling til tekstens indhold og sprog. I sin fremtidige selvstændige læsning skulle barnet gerne selv forvente at forstå indholdet og ikke blot stille sig tilfreds med at aflire de rigtige ord (funktionelle læseproblemer).

Alder 3 - 5/6 år.

Med 1- 3 børn læser og taler den voksne en højtlæsningsbog igennem ved at der lyttes, peges og kommenteres på den sædvanlige måde. Ikke kun billeder, men også spændende ord i teksten udpeges. Læselegen er egentlig tænkt for 2-3 børn. Men den er så værdifuld, at jeg også vil anbefale at man leger den med kun er ét barn. Det kan gøres ved at den voksne også vælger ord:

1. Efter endt oplæsning spørger den voksne, om der er nogle ord fra bogen, som barnet/børnene godt kunne tænke sig at få. (Hvis kun et barn, vælger også den voksne).

2. Hver gang et ord bliver foreslået, skriver den voksne det på et kort, udtaler det og lægger det omvendt på bordet.

3. Når der ligger 5-6 kort på bordet, vælger børnene (barn/voksen) på skift et kort, vender det om og skal så finde en side i bogen, hvor ordet står og udpege det.

4. Bogen blades ivrigt igennem, og barnet (den voksne) skimmer siderne for at se, om ordet står der.

5. Hver gang et ord bliver udpeget og måske også udtalt, får barnet kortet til eje. (Selv om et ord måske udpeges på flere sider, giver det alligevel kun ét kort!)

Grundlaget for denne leg er det lille barns helt elementære glæde ved at genkende. Henrykkelsen når det fra tidligere genkender et ord i en ny bog, skal opleves. Og hurtig ordgenkendelse er en nyttig strategi når barnet skal læse på egen hånd!

Kjeld Kjertmann, ph.d

Tidligere lektor i dansk sprog og læsning

DPU