Læsning før og nu

Min kronik om læsning (22/12) har forudsigeligt nok affødt mange kommentarer på nettet. De fleste kritiske og belærende. Man er så venlig at fortælle mig om vokaltrappen, om læseformlen, om det danske lydsystem, om de seneste læsetests i skolestarten og om faren ved ensidig satsning på ordbilledmetoden. Jeg takker, men det vidste jeg godt alt sammen i forvejen.

Hovedparten af kommentarerne er skrevet af lærere, og læst under ét giver de indtryk af stor tilfredshed med den nuværende undervisning. Der er ikke noget at komme efter, for belært af de uheldige erfaringer med ordbilledmetoden i 1970\'erne (enig), har man nu, én gang for alle, fundet frem til den rigtige metode, en blanding af lydmetode og \'helhedslæsning\'.

Men kritikken tager slet ikke stilling til mine to hovedpointer: (1) at skriftens inddeling i ord gør det muligt at bruge og formidle skriften som et sprog, (2) at det fuldt udbyggede skriftsamfund gør det naturligt for børn at gå i gang med den første læsning og skrivning sammen med nære voksne, hjemme og i institution. At det sidste er muligt og hensigtsmæssigt, har forskningen i tidlig læsning vist (jf. kronikken).

Samme perspektiv

Og det første viser sig når børn i læsegunstige omgivelser i dag bruger skriften meningsfuldt i mange hjem og daginstitutioner før skolestarten. Som for eksempel beskrevet i denne kommentar på nettet: \'Ja, jeg lærte at læse ved at læse aviser med hjælp af en hjemmegående mor - og jeg deltog ikke i danskundervisningen før i 2. klasse og læste bøger i dansktimerne. Det var i 1957, og min mor havde kun 7 år i den stråtækte og vidste intet om indlæringsmetoder. Eller pædagogik i det hele taget, men det er en anden historie\'.

Hans mor \'vidste intet om indlæringsmetoder eller pædagogik\', men ikke desto mindre lærte han at læse. Og det gjorde han, fordi to nødvendige og tilstrækkelige betingelser var opfyldt: moren kunne selv læse, og hun inddrog drengen i sin læsning af avisen. Tænk hvis alle de andre mødre til kammeraterne i hans klasse havde gjort det samme! Perspektivet dengang er det samme som i dag. Færre børn ville få læseproblemer, og behovet for specialundervisning ville styrtdykke. Det har man erfaret ved en børnehave i Öjaby i Sverige hvor skriftsproget siden 1986 har indgået i det daglige arbejde. Her havde ikke ét barn ud af seks årgange efterfølgende behov for specialundervisning!

Selvfølgelig har bogstav/lyd-forhold stor betydning i en bogstavskrift. Det afgørende er hvordan og hvornår de indlæres. Moren der læste aviser med sin dreng, har næppe først øvet fonemisk opmærksomhed med ham. Men sådan møder danske børn skriftsproget i skolen.