Kjeld Kjertmanns hjemmeside
Send til en ven Udskrift
Forside
Artikler
Curriculum Vitae
Publikationsliste
Links
Kontakt

Kronik bragt i Information den 26. september 2007

 

Opgør med ekspertvælde kan få børn til at læse

 

Diskussionen om ungdomsuddannelserne synes ingen ende at ville tage. På stribe har regeringerne drømt om at få uddannelsesprocenten op på 95, og altid rettet skytset mod skolen og lærerne fordi problemet ikke mindst er de boglige krav. Og boglige krav har jo noget med læsning at gøre. Men skulle vi nu ikke for en gangs skyld undersøge problemet fra en helt anden synsvinkel? Ved altid kun at kæde læring sammen med undervisning og skole, overser vi måske nogle mere nærliggende faktorer som en vigtig del af forklaringen på de evindelige læseproblemer. Det kunne for eksempel være at vi i en overdreven grad har videnskabeliggjort læsetilegnelsen så den er blevet fjernet fra de mennesker som ville være de nærmeste til at hjælpe barnet i gang med den første læsning og skrivning? Alt for længe er skriftsproget blevet behandlet som et fremmedsprog kun særligt sagkyndige kan bringe videre til næste generation, som om ingen omkring barnet selv kan læse og skrive. Sådan var det for 250 år siden hvor det store flertal af befolkningen klarede dagligdagen uden brug af skriftsprog, og i dag i ulandene hvor produktionen foregår manuelt, og børnene kun møder skriftsproget i skolen.

 

Overlevelsesbetingelse

Helt anderledes stiller det sig i et højteknologisk videnssamfund som det danske hvor skriftsproget er blevet en fuldt integreret del af befolkningens dagligdag, uddannelse og produktion, og de voksne omkring barnet selv kan læse og skrive. Barnet vokser op med bøger og blade, aviser og reklamer omkring sig fra morgen til aften, for ikke at tale om skærmtekster på fjernsyn, computer og mobiltelefon, og erfarer tidligt at man ligefrem er sprogløs hvis man ikke kan læse og skrive. Beherskelse af skriftsproget er blevet en social overlevelsesbetingelse i det moderne videnssamfund hvor utilstrækkelige læse- og skrivefærdigheder er blevet den vigtigste årsag til uddannelsesproblemer og dermed kulturel og social ulighed.

 

Meget tyder på at den historisk bestemte binding af skriftsprogsopdragelsen til skolen ikke er den optimale løsning på læsekrisen i mange vestlige lande. Her har helt op til 20-25 % af befolkningerne ikke tilstrækkelige læse- og skrivefærdigheder, i Danmark 17-18 %. Er de så alle ’ordblinde’? Nej, så langt fra. I New Zealand har et mangeårigt specialpædagogisk arbejde vist at kernen af børn med livslange, neurofysiologisk betingede læseproblemer kun udgjorde ca. én procent (Clay 1993:94). Undersøgelser i Ungarn taler om 3 %. Og selv om andelen af ordblinde i Danmark antages at ligge på 3 – 5 %, er ’ordblind’ alligevel blevet den gængse betegnelse man sætter på næsten enhver form for læseproblemer. Men de i fleste tilfælde kunne læsevanskelighederne have været mindsket eller undgået hvis de voksne på en naturlig og uformel måde havde inddraget læsning og skrivning i deres daglige samvær med barnet, hjemme og i institutionen, på lige fod med alle andre forhold de finder det vigtigt at rette barnets opmærksomhed imod.

 

En slags mesterlære

I en undersøgelse jeg har foretaget, var de børn som læste før skolestarten, vokset op i miljøer hvor de voksne i 95 % af tilfældene ikke havde undervist målrettet, men havde inddraget skriftsproget i en uformel social praksis sammen med barnet. Mere eller mindre direkte, men sådan at barnet havde fået interesse for selv at begynde at læse og skrive (Kjertmann 2002.). Samarbejdet mellem børn og voksne var opstået under fælles optagethed af et emne som blev sprogligt udbygget ved at de voksne skrev og læste centrale ord for barnet. En afslappet ad hoc omgang med skriftsproget, som en førskolelæser her beretter:

 

’Mine forældre var ikke særlig belæste, men begge læste da avisen og lignende dagligt. Jeg tror, det havde stor betydning, at jeg fik svar, når jeg spurgte! Således husker jeg, hvordan vi ofte i forbindelse med spisningen kom til at snakke om alt muligt. Jeg husker mange små stunder, hvor vi sad og skrev bag på en kuvert – navne og små ord. Det kunne også være andet, f.eks. at tegne Jylland i fri hånd eller lignende. Selv om jeg absolut ikke betragter mine forældre som særlig pædagogiske [!], opstod denne spontane læresituation ofte. Jeg vil karakterisere det som en slags mesterlære.’

 

Dette er ikke undervisning, men indkulturering: Forældrene svarer på barnets spørgsmål, skriver centrale ord ned, men underviser ikke målrettet og systematisk. Og vi bemærker at forældrene ikke behøver at være højt uddannede, at der er en vellykket kommunikation med barnet, og at barnet føler sig trygt. En anden førskolelæser beretter:

 

’Min mor læste meget højt for mig og læste meget selv – jeg blev nysgerrig og spurgte: ’Hvad står dér?’ Dengang måtte forældre ikke lære børn at skrive og læse før skolestarten, men min mor følte, at hun måtte svare, når jeg spurgte. Desuden forærede hun mig alfabetet som glansbilleder og øvede bogstaver med mig. Jeg fik lov at ’læse med’ i hendes voksenlitteratur, indtil jeg ikke gad mere At læse blev en del af mit kvindebillede, mit kvindeideal. Min far syntes læsning var tidsspilde.’

 

Monopol på formidling

Dette er en uformel brug af skriftsproget sammen med barnet i en social praksis der ikke er undervisning med læring som mål. Undersøgelsen viste at der på tværs af individuelle forskelle gik nogle generelle formidlingsprincipper igen som lå tættere på forældres talestøtte til børn end på skolens læseundervisning. De voksne havde læst og skrevet sammen med børnene om emner der var relevante, forståelige og overskuelige, og de havde været accepterende og indlæringsstøttende uden at overhøre og stille kontrolspørgsmål. Barnet blev inddraget i de voksnes læsning og skrivning når der var en naturlig anledning, uden at overskride grænserne for barnets frirum. Samværet var præget af glæde, generøsitet og opdagelyst, ikke krav, tvang og træning, som i enhver anden sammenhæng hvor vi uden anfægtelser retter barnets opmærksomhed mod noget vi synes det er vigtigt at vise barnet. Hvem ville undlade at tale om dyr med barnet af frygt for at det kom til at kede sig i biologitimerne, eller om tal for ikke at foregribe undervisningen i matematik? Nej, vel. Det er kun på læse- og skriveområdet vi har givet skolen monopol på formidlingen. 

 

I min undersøgelse var der ikke en entydig sammenhæng mellem social status og førskolelæsning. For 19 procents vedkommende var begge forældre i socialgruppe IV eller V, og 68 procent af førskolelæserne havde ingen forældre i socialgruppe I eller II.

 

Bedre muligheder

Men hvad ved vi om langtidsvirkningen af førskolelæsning? Den amerikanske læseforsker Dolores Durkin har dokumenteret i to længdeundersøgelser hvor der var korrigeret for forskelle i intelligens, at førskolelæsernes læsefærdighed var signifikant bedre end ikke-førskolelæsernes frem til 6. klasse (Durkin 1966: 41 og 84). Og i Växjö Kommune i Sverige havde ingen af de børn der gennem seks år var kommet fra en daginstitution som indkulturerer børnene i skriftsproget, haft brug for ekstra hjælp til læsning og skrivning i skolen (Thorsjö 2000:20).

 

Set i lyset af de vedvarende problemer i ungdomsuddannelserne og den omkostningstunge danske specialundervisning bliver det nærliggende at spørge hvorfor vi ikke opfordrer og inspirerer familier og pædagoger til mere aktivt at tage skriftsproget med ind i samværet med børnene. Men dét kræver et opgør med ekspertvældet, og at pædagoger og forældre får tillid til at der findes andre, mere nærliggende måder at hjælpe børn ind i skriftsproget på end skoleagtig undervisning. Ikke for at tage barndommen fra dem, men for at give flere unge bedre muligheder i fremtiden.

 

 

Kjeld Kjertmann, ph.d.

Tidligere lektor i dansk sprog og læsning

Institut for Curriculumforskning

Danmarks Pædagogiske Universitet.

www.kjertmann.dk

 

Referencer

Clay, M.M. (1993): Reading Recovery. A Guidebook for Teachers in Training. Heinemann Education.

Durkin, D. (1966): Children Who Read Early. New York: Teachers College Press.

Kjertmann, K. (2002): Læsetilegnelse – ikke kun en sag for skolen. Alinea.

Thorsjö, A. (2000): Skrive- og læseglæde – en sag for småbørn. I Skolestart 4/2000. 16-20.

Redigeret af Jeppe Bundsgaard
Kommentarer modtages gerne: Kjeld Kjertmann
Webmaster: Kjeld Kjertmann
Publiceret: 28-09-2007
Denne sides adresse: www.kjertmann.dk/kjeld/artikler/Opgoermedekspertvaeldekanfaaboerntilatlaese.php
SmartSite Publisher