Kjeld Kjertmanns hjemmeside
Send til en ven Udskrift
Forside
Artikler
Curriculum Vitae
Publikationsliste
Links
Kontakt

Kronik bragt i dagbladet Information den 2. juni 2003

 

 

 

 

 

De andre kan da også læse

 

En del børn læser før skolestart, fordi forældrene viser dem hvordan.

– Et opgør med skolens monopol på at lære børn at læse og skrive.

 

I en spørgeskemaundersøgelse jeg har foretaget, fortæller førskolelæsere om forældre der ikke har sorteret læsning og skrivning fra når de inddrog barnet i deres egne interesser og aktiviteter. Så forældrene læste og skrev også sammen med børnene. Og det foregik ikke som skoleagtige aktiviteter der kom i konflikt med småbarnets øvrige udviklingsbehov, men i situationer hvor det på en naturlig måde kunne indgå i den aktivitet man var optaget af sammen med barnet. Her demonstrerede forældrene hvordan et ord skulle skrives eller læses, og førskolelæserne fulgte med i bøgerne og fik ord udpeget. De har fået svar på deres spørgsmål, og forældrene har ikke været bange for af egen drift at rette børnenes opmærksomhed mod skriftsprog i omgivelserne.

   Ud af de 700 adspurgte i undersøgelsen var 15%  begyndt at læse før skolestarten. Og ud af disse 102 førskolelæsere var kun fem blevet direkte undervist af forældrene. De øvrige er blevet indkultureret i skriftsproget, dvs. efter de samme formidlingsprincipper som ligger til grund for modersmålstilegnelsen. Her anvender vi ikke sproget med indlæring for øje, men for at kommunikere. Tilsvarende har førskolelæsernes forældre taget skriften med i samværet med barnet når det var naturligt og meningsfuldt, dvs. inden for rammerne af  en virkelig livssituation og den samtale der finder sted her. De har fundet det lige så naturligt at pege på navnet på kongens flagskib i teksten som på det flotte billede af skibet og fortalt barnet hvad der stod. Nøjagtig som når vi i talesprogssituationen giver barnet det fulde svar hvis det peger på en ukendt genstand og spørger, eller vi selv udpeger noget interessant for barnet og fortæller om det. Tænk hvis vi var bange for at ’mase os på’ og kun fortalte barnet om de fænomener det alene af egen drift spurgte os om. Så var det ikke meget barnet kom til at høre om!

 

Denne angst for at presse barnet gør sig gældende hos det store flertal af forældre når talen er om læsning og skrivning. Vi er opdraget med at den første læse- og skrivetilegnelse alene er et skoleanliggende, og dermed opfører vi os som om vi fortsat befandt os i tiden før industrialiseringen hvor skolen var eneansvarlig for den skriftsproglige opdragelse af de opvoksende generationer. Det måtte den være fordi den øvrige del af samfundslivet, bortset fra administration og kirke, ikke udgjorde nogen effektiv kilde til udbredelse af læsning og skrivning.

   Præcis det samme billede ser vi i dag i flertallet af ulande hvor skriftsproget ikke udgør en nødvendig forudsætning for almindelige menneskers daglige liv og virke. I Eritrea for eksempel, kæmper regeringen i disse år for at få alfabetiseringsgraden op på 60%. Kameldriveren ved Rødehavskysten i Eritrea ser ikke det store behov for at sende sine børn i skole eller konen til voksenundervisning for analfabeter når nu familien gennem århundreder har klaret sig fint uden skolegang. I Eritrea er der en minimal produktion af bøger og blade, og på lokalsprogene findes der stort set ingen trykte materialer uden for skolen. Hvorfor så lære at læse hvis der de facto ikke findes noget at læse på det sprog man forstår? Her giver det ikke megen mening at bede forældrene om at læse ti minutter med deres barn hver dag!

 

Det er lærerigt at sammenligne denne vanskelige situation med nutidens Danmark. De to landes skriftsproglige udvikling er som dag og nat. Her bliver det en afgørende pointe at se på forskellen i de to landes læsepædagogiske muligheder. Og anskuet sådan falder det pludselig i øjnene at vi slet ikke har tilpasset vores skriftsprogsopdragelse til de rige muligheder i et fuldt udviklet skriftsamfund hvor

·        skriftsproget er integreret i alle samfundsfunktioner,

·        befolkningen møder skriftsprog overalt,

·        vi har en overflod af bøger og blade,

·        læse- og skrivebeherskelse er blevet en social overlevelsesbetingelse.

 

På trods af den totalt ændrede skriftsprogssituation siden 1700-tallet, hvor barnet nu er omgivet af skriftsprog fra morgen til aften, er det fortsat skolen der har eneansvaret for den første læse- og skriveindlæring i Danmark. Og ligesom det tidligere var degnene, er det fortsat kun de skriftkloge, lærerne, læsepædagoger, læsekonsulenter, testlærere og andre læseeksperter der anses for tilstrækkeligt kvalificerede til at føre den næste generation ind i læsningens og skrivningens herlige verden. Jamen, resten af befolkningen kan da også læse. Den første læsning og skrivning er blevet omgivet med en aura af pseudovidenskabelig pondus hvor adgangskortet til de hellige haller er kendskab til fonetik og fonologi. Nu skal børnehavepædagogerne på kurser for at lære om sprogets lydsystem og skriftsystem. Jamen, det er da et mirakel at flertallet af befolkningen overhovedet er i stand til at læse og skrive uden at have studeret de emner. Vi oplever for tiden en helt urimelig sprogvidenskabeliggørelse af den første læsetilegnelse. Ingen forældre ville drømme om at afstå fra at fortælle deres børn om dyr, eller snakke med dem om tal af frygt for at gøre det forkert, eller barnet skulle komme til at kede sig i timerne. Det er kun på læse- og skriveområdet vi har givet skolen monopol på vidensformidling.

 

I dag har mere end 1 million danskere læsevanskeligheder (18-20%), og dét stiller sig effektivt i vejen for politikernes ønske om at få 95% af befolkningen uddannet efter folkeskolens afgangsprøve. Så samler den politiske interesse sig om resultaterne af internationale undersøgelser der måler børnenes læsefærdigheder ud fra hertil egnede parametre. Og i vores iver for at  undervise og måle overser vi at skriftsproget i de seneste årtier er blevet den vigtigste grundpille i vores kultur og  som sådan bør tilkalde sig langt mere opmærksomhed end den skolen kan give den.

 

I alle former for samfund indkulturerer man børnene i de kulturteknikker der er afgørende for samfundets overlevelse, sådan som skriften er blevet det i de højtudviklede lande i Vesten. Fra børnene er små, bliver de ført lempeligt ind i de videns- og færdighedsområder som livet igennem vil få stor praktisk og social betydning for dem, men som omvendt også samfundet har brug for at de behersker. I en nomadekultur lærer børnene tidligt at passe dyrene, for det er ganske enkelt nødvendigt for familiens økonomiske overlevelse. I en nordsjællandsk direktørfamilie er sønnens kendskab til dyrehold ikke vigtig for familiens overlevelse, men det er pinedød nødvendigt for hans fremtidige uddannelse og erhvervsmuligheder at han lærer at omgås skriftsproget problemfrit og gerne overlegent og sikkert. Men her finder der normalt ikke indkulturering sted fordi vi fortsat overlader formidlingen af denne vigtige kulturteknik til skolen.

   Jamen, er der da overhovedet belæg for at man kan lære at læse og skrive ved at blive indkultureret frem for at blive undervist? Ja, det er der. Men disse forskningsresultater overses flittigt og sættes ikke ind i et læsepædagogisk samfundsperspektiv. Det er eksempelvis en grundantagelse bag den nuværende etablerede læseundervisning, at man ikke kan overføre principper fra taletilegnelsen til læse- og skriveområdet. Men min og andres forskning i førskolelæsning tyder altså på noget andet. I daginstitutionen Öjaby förskola i Sverige har man gennem mere end ti år har ladet skriftsproget være en integreret del af alle aktiviteterne med dyb og reel respekt for det enkelte barns individuelle tilgang og interesse for at bruge det. Her har en undersøgelse vist at ud af seks årgange børn fra den pågældende institution (220 børn) har efterfølgende ikke ét eneste barn i skolen haft behov for særlig støtte eller specialundervisning i læsning mod normalt gennemsnitligt 15% af svenske skolebørn.

   Måske var det på tide at vi sidestiller det skrevne og trykte sprog med alle andre fænomener i vores omverden som vi finder det værdifuldt at indføre vore børn i før de begynder i skolen.

 

 

Litteratur:

Kjeld Kjertmann (2002):

Læsetilegnelse – ikke kun en sag for skolen.

Alinea

 

 

Kjeld Kjertmann

Lektor i dansk sprog

Institut for Curriculumforskning

Danmarks Pædagogiske Universitet

Redigeret af Kjeld Kjertmann
Kommentarer modtages gerne: Kjeld Kjertmann
Webmaster: Kjeld Kjertmann
Publiceret: 21-10-2003
Denne sides adresse: www.kjertmann.dk/kjeld/artikler/KronikInformation.php
SmartSite Publisher