Folkeskolens læseundervisning befinder sig stadig i antikken
Finske elever ligger som nr. 2 i læsning i Pisa-testen, danske elever som nr. 18. Forskelle i læreruddannelse, kultur og historie nævnes ofte som forklaring på disse forskelle, men aldrig valget af læsemetode. Her kan man ellers gøre interessante iagttagelser når man ser på landenes indbyrdes placering. Én af grundene til de finske elevers scoring er det finske skriftsystem som er langt mere lydret end det danske. Alligevel underviser vi i Danmark som om forholdet mellem tale og skrift var ligesom i finsk. Som om bogstaverne havde en entydig forbindelse til alle talesprogets lyde. Men det har de ikke. Og det har de heller ikke i engelsk og fransk. Alligevel underviser man også i Storbritannien og Frankrig efter lydmetoden, og begge lande ligger da også på linje med Danmark i Pisa-testen! Men hvor stammer lydmetoden fra?
Læsning i antikken
Når de gamle romere skulle læse, så de en ubrudt række af bogstaver foran sig: DENGANGVARDERINGENADSKILLESEMELLEMORDENEITEKSTEN. Så de stakkels romere så aldrig ordbilleder de kunne genkende visuelt og udnytte i læsningen, sådan som den moderne avislæser der nok kan genkende flere ord inde i scriptura continua-teksten. Skriften havde kun en lydkode med et bogstav for hver lyd, skrevet i læseretningen fra venstre mod højre. Læseren måtte møjsommeligt omsætte de enkelte bogstaver til lyde og så sætte lydene sammen, først til enkeltord og efterhånden til forståelig tale. Så romerne læste mere med øret end med øjet.
Derfor fik det kolossal betydning da bogstavskriften i Europa havde fået adskillelse mellem ordene o. 1200 e. kr. For nu kunne tekster læses stille, kun ved hjælp af øjnene. Og læseren kunne koncentrere sig om selve indholdet. Skriften var nu ikke længere kun en bogstavrække med en lydkode, men var blevet et skriftsprog med to koder: en lydkode, bogstav/lyd, og en betydningskode, ord/betydning, i form af visuelt identificerbare ord. Og dermed var det blevet muligt for læseren og for den pædagogiske formidling at tage udgangspunkt i de betydningsbærende skrevne ord. Det første tog de tekstsprogsvante læsere i klostre, katedralskoler og universiteter straks til sig, det andet er ottehundrede år senere endnu ikke slået igennem i skolens undervisning. Her tales der fortsat kun om én kode i skriften, bogstav/lydkoden, og den første indlæring er træning i bogstav/lydforbindelser, som om det var antikkens scriptura continua børnene skulle læse. Men ikke i alle lande.
Normbrydere
Hvordan kan for eksempel engelsksprogede lande som New Zealand og Australien med præcis de samme sproglige forhold som i Storbritannien ligge i top som nr. 4 og 6? Det kan de fordi de har ladet sig inspirere og rådgive af andre læseforskere end fortalere for lydmetoden. I den new zealandske og australske skole introducerer man ikke skriftsproget for børnene som en bogstav/lyd-teknik, men som meningsfulde tekster der læses op for og sammen med børnene af den voksne. Man har overført udviklingsfaserne i moder-barn læsesituationen til klasseværelset med en model hvor det er læreren der er den aktive læser i de første stadier (reading aloud), for gradvis at lade først gruppen overtage dele af læsningen (shared reading) og efterhånden de enkelte børn (Guided reading og Independant reading). Dette er en direkte anvendelse af princippet i talesprogsstøtten hvor det tilsvarende er den voksne der taler, og barnet der efterhånden hænger på. Hvad siger læseforskerne bag disse metoder og resultater?
To veje i læseforskningen
I 1969 skrev den new zealandske læseforsker Marie Clay sin skelsættende afhandling Emergent Reading Behaviour som blev starten på en helt ny forskningsretning, Emergent Literacy (\'forskning i tidlig læsning og skrivning\') der hurtigt fik fortalere i USA og Storbritannien. Disse forskere bestræbte sig på at glemme alle medbragte teoretiske forudantagelser når de studerede børnene, og i stedet se på skriftsproget fra børnenes synsvinkel. Og så brugte de deres iagttagelser til at revidere hidtidige opfattelser af hvordan man bedst hjælper børn i gang med at læse og skrive.
Deres resultater lagde en bombe under den hidtidige opfattelse, at det er nødvendigt for børnene at de voksne opdeler skriftsproget i elementer og så sætter dem sammen igen på en bestemt måde som efter de voksnes mening må være den mest hensigtsmæssige for begynderen. Tværtimod viste det sig at børn i gunstige tekstsprogsmiljøer rask væk tager dele fra skriftsproget i den rækkefølge og i de sammenhænge de møder dem, og bruger dem på de tidspunkter og i de sammenhænge der fænger her og nu. Og når børnene selv kan vælge, bruger de skriftsproget til noget de finder meningsfuldt, og dét betyder en samtidig brug af enkeltelementer og meningsfulde sproglige enheder.
Forskningen i tidlig læsning og skrivning har til overflod dokumenteret tilfælde hvor børn er begyndt at læse og skrive før de begynder i skolen. Og når dét kan lade sig gøre, er det fordi de skrevne ord umiddelbart kan bruges som praksissprog i dagligdagen, kan udpeges og genfindes i tekster og kan skrives af, kort sagt bruges som et visuelt sprog. Det er denne viden der ligger til grund for de læsepædagogiske anbefalinger i New Zealand og Australien.
Skævvridning
Men hvorfor er denne forskningsretning så ikke slået mere igennem internationalt? Forskerne bag lydmetoden arbejder efter naturvidenskabelige metoder og har lettere ved at vinde uddannelsespolitikernes bevågenhed med stort anlagte tests i skolen og statistiske beregninger, hvor de etnografiske læseforskere søger naturalistiske data ved at studere autentisk brug af skriftsprog i naturlige dagligsituationer: voksen - barn, barn - barn.
Ikke mindst i USA har lydmetoden haft held til at vinde politisk og økonomisk gehør så statslige anbefalinger og forskningsbevillinger helt ensidigt gives til forskere der \'arbejder videnskabeligt\'. Ironisk nok har dette ramt en internationalt anerkendt læseforsker som Ken Goodman der mere end nogen anden er manden bag de flotte læseresultater i New Zealand! Et andet offer for den videnskabelige og skolepolitiske skævvridning er Frank Smith, en internationalt kendt kritiker af lydmetoden. Tendensen til en lignende ensretning breder sig i Europa, ikke mindst i Storbritannien, selv om vi heldigvis endnu ikke har fået \'amerikanske tilstande\' herhjemme og forhåbentlig heller ikke får det. Men når danske politikere vil løse læseproblemer, retter de fortsat kun blikket mod skolen. Hvor kunne de ellers sætte ind?
Små børn og læsning
At op til 20 % af befolkningerne i mange vestlige land har læseproblemer, kan selvfølgelig skyldes flere forhold, såvel strukturelle som individuelle. Men ud over den udbredte brug af lydmetoden, er et andet forhold dog værd at bemærke. Selv om alle de voksne omkring barnet i vores kultur i dag kan læse og skrive, udnyttes og anerkendes dette ikke i samfundets skriftsprogsopdragelse. For det hjælper jo ikke barnet at far og mor kan læse og skrive hvis det aldrig bliver inddraget i disse aktiviteter. Den udbredte opfattelse at børn kun kan lære at læse og skrive i skolen, stammer fra en tid hvor skriftsproget var forbeholdt kirke, konge og adel. Men heldigvis er der da også mange voksne som hjemme og i dagtilbud giver børnene nogle værdifulde erfaringer med skriftsproget til senere gavn. Håbet om en fremtid uden læsekrise ligger i en uddannelsespolitisk anerkendelse og anbefaling af dette arbejde. Thi, hvad man i barndommen nemmer, man i alderdommen ej glemmer.
Litteratur
Goodman, Ken. 2005. What?s Whole in Whole Language. 20th Anniversary Edition. Berkeley, California: RDR Books. (Side 64 - 68 og 86 ff.).
Kjertmann, Kjeld. 2002. Læsetilegnelse ? ikke kun en sag for skolen. Alinea.
Kjertmann, Kjeld. 2004. Læseindlæring og læsetilegnelse ? to positioner i teori og praksis. I Nydanske sprogstudier. NyS 32, side 89 - 118. (side 99 ff.).
Kjertmann, Kjeld. 2009. Få øje på sproget - med skrift for de små. I Lotte Salling (red.). I begyndelsen er sproget ? antologi om børn sprogudvikling. Dafolo.
Kjertmann, Kjeld. 2010. Skriften formidlet som sprog ? af barnet nære voksne. I Viden om Læsning nr. 8, side 7-10. www.videnomlaesning.dk/1009/1018.aspx
New Zealand Ministry of Education. 1996. Reading for Life. The Learner as a Reader. Learning Media. (Side 69 ff.)
Saenger Paul. 1997. Space Between Words. The Origins of Silent Reading. Stanford University Press.
Smith, Frank. 2004. Understanding Reading. Sixth Edition. Lawrence Erlbaum. (Side 321 - 323)
Sulzby, Elisabeth. 1986. Writing and Reading: Signs of Oral and Written Language Organisation in in the Young Child. In W.H.Teale & E. Sulzby (eds.). Emergent Literacy: Writing and Reading. Norwood. New Jersey: Ablex. (Side 52 f.).
| 