Glem alt om, hvordan I selv lærte at læse!

En undersøgelse har vist at mange pædagoger føler sig presset af politikerne til at skulle lære børnene tal og bogstaver. Men en sådan traditionel, skolemæssige tilgang er slet ikke nødvendig i en moderne skrive- og læsekultur for børn

Kære bekymrede pædagoger. I skal ikke ’lære børnene tal og bogstaver’. I skal ikke pace dem unaturligt. Og I skal ikke være ofre for den længstlevende pædagogiske fordom i vor tid, at børn kun kan lære at læse og skrive ved at blive systematisk undervist i bogstaver og lyde. Men derfor behøver skriftsproget ikke at være holdt ude fra jeres samvær med børnene. Vi lever i en fuldt udviklet skriftkultur, hvor de voksne omkring barnet kan læse og skrive. Og ligesom barnet lærer at tale ved at høre de voksne og ældre børn tale og efterhånden selv blive inddraget i samtale, kan det i sine tidlige, sprogmodtagelige år i ro og mag få opbygget et fortroligt, trygt og personligt forankret forhold til skriftsproget, hvis omgivelserne giver det mulighed for at se og høre skriftsproget blive brugt meningsfuldt efter sin hensigt som et visuelt sprog.

Glem alt om, hvordan I selv lærte at læse og skrive! Hvis det tjener et fornuftigt formål at skrive et ord eller et navn, så gør det! Ikke for at det skal læres, men for at man kan se, hvad der ligger i skuffen, og hvem tandkruset tilhører. Jamen, hvis børnene ikke kan læse, hvad nytter det så? Her er det tankevækkende, at når vi taler til den lille i barnevognen, afhænger vores valg af ord ikke af, om vi tror de vil blive forstået, men alene, af hvad vi gerne vil sige til barnet. Hvis vi kun brugte ord, vi var sikre på, at barnet forstod, kunne vi aldrig begynde at tale til det! Når barnet ikke desto mindre alligevel får lært sproget, er det fordi vi bruger ord og ytringer, der er knyttet til tilbagevendende situationer og handlinger, som barnet er fortroligt med og forstår meningen med. På et tidspunkt forstår det så selve det sproglige udtryk, også når det er løsrevet fra handlingen.

På præcis samme måde med skriftsproget. Hvis vi vælger at skrive ord, der tjener et relevant formål, hvor de er skrevet, og vi altid fortæller og forklarer børnene, hvad vi har skrevet og hvorfor, uden at overhøre eller stille kontrolspørgsmål som i skolen, så vil den daglige konfrontation med disse skriftbilleder rundt omkring i stuerne gradvis gøre børnene visuelt fortrolige med ordenes udseende. Og ligesom handlingerne støtter den første taleindlæring, vil ordets funktion det pågældende sted støtte forståelsen og genkendelsen af skriftbilledet. Hvis et barn mange gange har åbnet en bestemt skuffe for at tage en saks, og samtidig hver gang har set ordet saks på skuffen, så indarbejdes efterhånden skriftbilledets visuelle detaljer og betydning – helt uden at vi voksne behøver ’lære’ dem det. Og med mange sådanne daglige møder med skriftbilleder i miljøet vil barnet snart opdage, at de samme bogstaver går igen flere steder. Og så vil disse iagttagelser - på barnets foranledning - give anledning til samtaler med de voksne. Og nu er barnet så kommet frem til bogstaverne. Ikke før - og af sig selv!

Pointen er, at lige som vi i talesproget ikke benytter sproglige enkeltlyde over for barnet, men ord og ytringer, så bruger vi i skriftsproget meningsfulde ord og ytringer og ikke enkeltbogstaver og lyde. Vi begynder altså med skriftbilleder, som så, i et støttende samvær og samspil med velvillige og opmærksomme voksne, over tid fører til børnenes opdagelse og erkendelse af det alfabetiske bogstav/lyd princip.

Så kære pædagoger. Sæt gerne et alfabet op. Men husk, at det ikke er læseeksperterne eller politikerne, der skal bestemme jeres sproglige samvær med børnene. Det skal derimod en anerkendelse af skriftsprogets adgang til førskolebarndommens rum som samfundets vigtigste og allestedsnærværende kulturteknik, på lige fod med alt det andet væsentlige, vi finder det naturligt og nødvendigt at dele med børnene før skolestarten.

Kjeld Kjertmann, ph.d

Tidligere lektor i dansk sprog og læsning ved DPU