Kommentar bragt i dagbladet Information den 2. juli 2012

Frigør skriften fra det pædagogiske fængsel

At op mod en femtedel af befolkningen har vanskeligt ved at læse og skrive, er et stort problem for den enkelte og for samfundet, og det må naturligvis søges løst. Men spørgsmålet er, hvordan det bedst løses. Den længst levende pædagogiske myte i vor tid - at man kun kan lære at læse og skrive ved at træne bogstaver og lyde og blive undervist i skolen - har i hvert fald ikke løst problemet.

Til gengæld er dette syn på læsning for tiden ved at gøre pædagogikken helt ned i vuggestuen til et samfundsøkonomisk nytteprojekt, med læreplaner og undervisning som fremtidsvisionen hos Niels Egelund og de andre eksperter i ?Task Force om Fremtidens Dagtilbud?. Hjemvendt fra Singapore og Honkong ser de undervisning som den eneste mulige løsning på problemet: ?Pædagogerne vil begynde at tage ordet ?læring? i deres mund, og måske så ?instruktion?, for til sidst at tale om ?undervisning? ? det er den vej det vil gå?, lyder det begejstret fra Niels Egelund, som dermed har promoveret et læringsbegreb, enhver pædagog ville dumpe på at fremføre ved eksamen: at børn kun kan lære noget ved at blive undervist i voksenstyrede indlæringsforløb.

Voksenstyring vokser

Den nuværende læsepædagogik får altså et stort medansvar for den bølge af voksenstyret læring, der nu sandsynligvis vil skylle ind over børnene i dagtilbud. Men hvis politikerne og praktikerne var lige så velorienterede om den etnografiske læseforskning, der studerer børns tilegnelse og brug af skriftsproget i uformelle læringsmiljøer uden for skolen, ville de vide, at det er veldokumenteret, at børn kan lære at læse, før de kommer i skole og uden at være formelt undervist.

Vi har alle sammen hørt om mennesker, der kunne læse før de begyndte i skolen. I de beskrevne tilfælde har de voksne inddraget børnene i den daglige brug af skriftsproget som praksissprog, oplevelsessprog og udtryksmiddel i en uformel social praksis, den såkaldte indkulturering. I indkulturering trænes skriftsproget ikke for at læres, men bruges så det læres. Disse forældre og pædagoger mener, at i et moderne skriftsamfund, hvor vi er omgivet af skriftsprog overalt, burde det være lige så naturligt at inddrage børn i det trykte og skrevne sprog, som at lære dem tage tøj på, børste tænder og gå rigtigt over gaden.

Proaktive voksne

Selvfølgelig kan skriftsproget kun tilegnes i et samspil og samvær med mennesker, der selv læser og skriver. Så vi skal ikke, for ikke at presse barnet, blot passivt afvente den store dag, hvor barnet helt af sig selv kommer springende og ivrigt spørger os om et ord eller et bogstav. For hvordan i alverden skulle barnet vide, at der venter det noget spændende derude i omgivelserne, hvis vi aldrig henleder dets opmærksomhed på skriftsproget og fortæller, hvad det betyder? Så vi er proaktive som i alle andre tilfælde, hvor vi finder det naturligt at fortælle barnet om noget nyt og spændende, og udpeger relevante ord i bøger og nærmiljø og demonstrerer, hvordan ord og navne, som barnet er optaget af og snakker om, skrives og læses.

Et lille barn skal ikke have set og leget med ret mange ord på kort, før det har mødt alle alfabetets vigtigste bogstaver. Med den dominerende visuelle side af sin sansekapacitet opdager det lille barn hurtigt to ens begyndelsesbogstaver eller finder ?sit? forbogstav i et ord. Og de voksne reagerer positivt og bekræftende og spørger ind til barnet for at finde ud af, hvordan det tænker: ?Hvordan fandt du ud af det? Hvorfor tror du det? Hvor har du set det?? osv. Børn har forskellige ?strategier?, og kunsten er at opfange disse forskelle og glemme alt om, hvordan vi selv lærte at læse!

Med en ændring fra formel, voksenstyret skoleundervisning til indkulturering ville samfundets skriftsprogsopdragelse omsider være bragt i overensstemmelse med realiteterne og mulighederne i et højtudviklet, moderne vestligt samfund gennemsyret af skriftlighed fra top til bund.

I skolen ville det betyde, at der blev brugt færre resurser på den elementære læseindlæring, og at antallet af børn med behov for specialundervisning i læsning ville falde. Det har man set i Växjö Kommune, hvor Öjaby förskola siden 1989 har indkultureret børnene i skriftsproget, og hvor en undersøgelse i den modtagende skole har vist, at ud af seks årgange børn havde ikke ét barn fra Öjaby förskola haft behov for specialundervisning. Så ikke bare ville en læsepædagogik bygget på indkulturering i skriftsproget før skolestarten betyde et farvel til formel, skoleagtig undervisning af de mindste, men også føre til de nok så eftertragtede forbedringer af læseniveauet.

Kjeld Kjertmann, ph.d

Tidligere lektor i dansk sprog og læsning

Danmarks Pædagogiske Universitet