|
Forældrefaglighed
er den mest oversete resurse i Vesten
Det er
absurd at tænke på det enorme spild af kompetencer og faglighed,
der finder sted, hver gang forældre overlader deres barns indføring
i skriftsproget til professionelle uden for hjemmet.
Kjeld
Kjertmann
Ph.d,
Tidligere lektor i dansk sprog og læsning
Danmarks
Pædagogiske Universitet
Forældrefagligheden på
skriftsprogsområdet er den største og mest oversete kulturelle
resurse i de vestlige samfund, og barnets øvrige familie og
omsorgspersoner, bedsteforældre, ældre søskende, dagplejemødre og
pædagoger besidder normalt også en indsigt på skriftsprogsområdet,
som barnet ville kunne drage nytte af.
I
det moderne skriftsamfund læser og skriver de fleste af os
rutinemæssigt hver dag i alle mulige formelle og uformelle
sammenhænge, så hvorfor i alverden overlader vi barnets første
møde med skriftsproget til professionelle skriftkloge som i det
gamle Rom? Det gør vi, fordi vi har fået at vide, at det at lære
at læse og skrive er så vanskeligt og kompliceret, at det kræver
sprogvidenskabelig indsigt i sproglyde og bogstaver. Og med tiden har
denne gren af sprogvidenskaben så udviklet sin helt egen disciplin,
læsevidenskaben, og dermed sikret afstanden til almindelige
mennesker. Nu gør vi bedst i at overlade børnenes læse- og
skriveindlæring til dem, der har forstand på de dele: læseforskere,
skriftsprogsdidaktikere, læsekonsulenter, læsepædagoger,
testlærere, speciallærere, skolelærere, skolepsykologer, kort sagt
hele Læseundervisning A/S, med alt hvad dét indebærer af eksperter
og sagkyndige på alle niveauer, efteruddannelse og projekter,
undervisningsmidler og testmaterialer. En industri med en enorm
omsætning og en indbygget inerti og modstand mod grundlæggende
forandringer i samfundets holdning til skriftsprogsopdragelsen af de
opvoksende generationer.
Men
i et moderne vestligt skriftsamfund er og bliver læsestart i skolen
en anakronisme og et levn fra en svunden tid, hvor kun få
almindelige mennesker kunne læse og skrive. I mange ulande, derimod,
finder vi stadig mundtlige almuekulturer, hvor skriftsproget endnu
ikke er en integreret del af den daglige tilværelse, og hvor
udviklingen alene må komme fra skolens undervisning og derfra brede
sig til det øvrige samfund. De er skriftsproglige ulande. Men det er
vi jo ikke i vores kulturkreds og har ikke været det i over
tohundrede år! Så hvorfor opføre sig som om skriftsproget er et
fremmedsprog, der kræver formel, akademisk undervisning for at blive
lært?
Når
engelsk, fransk og tysk er fag i den danske skole, er det fordi børn
normalt ikke møder disse sprog i hverdagen. Men skriftsproget møder
vi over alt, og der er uendelig mange muligheder for at inddrage
børnene på en helt naturlig måde i skriftsproget hver eneste dag.
Alligevel følger de fleste voksne traditionen med helt at overlade
læse- og skrivestarten til professionelle undervisere i
institutioner. Mange mener ganske enkelt, at det nu engang er skolens
opgave, andre er bange for at skade barnets udvikling, og nogle igen
frygter, at barnet vil få problemer i 1. klasse, hvis det kan læse
ved skolestarten. Fælles for begrundelserne er en vanemæssig og
ukritisk accept af skolens ansvar for ?den egentlige
læseindlæring?, og de bliver bestemt ikke modsagt af
Læseundervisning A/S. Ethvert nok så veldokumenteret udsagn om
fordele ved at inddrage små børn i en alderstilpasset, uformel brug
af skriftsprog bliver afvist som en unaturlig og uhensigtsmæssig vej
til læsning. Men for børn er det naturligt at gøre det samme som
deres nærmeste omgivelser, og i 1 ? 4 års alderen er de
sprogmiljømæssige og neurofysiologiske betingelser for
sprogtilegnelse så gunstige, at barnet uden problemer tilegner sig
to eller flere sprog på samme tid.
Både
hjerneforskning og etnografiske sprog- og læsestudier har til
overflod dokumenteret, at dette også gælder skriftsprog, hvis
formidlingen vel at mærke foregår som en meningsfuld, integreret
del af førskolebarnets virkelige liv og ikke som en genstand, der
trænes i isolerede, pædagogisk tilrettelagte aktiviteter med
lingvistisk udtænkte delmål. Den nødvendige visuelle
tydeliggørelse af skriften for det lille barn kan bestå i udpegning
af spændende ord i nærmiljø og bøger, eller i skrivning med tus
på kort af ord, der er relevante eller fascinerende for barnet.
Skriftsproget skal ikke trænes for at læres, men bruges så det
læres. Det havde forældrene til førskolelæserne i en
undersøgelse, jeg foretog i 2002, forstået. Her var 15 % ud af de
700 adspurgte med sikkerhed begyndt at læse før skolen.
Skolens
rolle i en fremtidig mere tidssvarende skriftsprogsopdragelse bliver
ikke mindre end i dag, men en anden. Når man ikke skal bruge alle
resurserne de første to skoleår på den grundlæggende
læseindlæring, kan man fra starten arbejde med forskellige genrer
og teksttyper, faglig læsning og seriøs brug af computer og
internet. Og forskellene i skriftsproglige forudsætninger vil
formentlig blot svare til den i forvejen eksisterende spredning i
sproglig alder i 1. klasse.
|
